Frygten

Kender I det, hvor der er én ting, du bare er bange for? Måske en person? Måske en gammel oplevelse, du stadig frygter...
Nogen mennesker er bange for edderkopper, andre er måske bange for sprøjter. Nogen er bange for mørke, mens andre måske er bange for at miste.
I mit tilfælde, havde jeg en oplevelse for over 2 år siden. Jeg var i byen sammen med nogle venner - Faktisk en masse venner. Der var den her pige der gik ind i mig - Hun så meget bekendt ud for mig... Lidt tid efter, hun havde gået ind i mig, kom hun igen. Hun truede mig, sagde en masse ubehagelige ting, og påstod at det var mig der havde gået ind i hende. Men det var hende, der gik helt over i den anden side af gå gaden for at kunne gå ind i mig, som en undskyldning, for at tage fat i mig. Og DER kunne jeg genkende hende. Kunne godt se, at det var en pige, som engang havde gået på min skole. Selv dengang var hun meget efter mig. Det var rigtig mange år siden, at jeg havde set hende sidst, og forstod egentlig ikke hvad hun ville mig. Hun sagde "Ikke vær flabet, næste gang jeg ser dig, for du tæsk". Jeg vidste godt, at hun havde været ude i meget lort, men tænkte nok bare "Ja ja, tomme trusler". På samme dag, kunne mig og min veninde se at hun kom i mod os. Jeg fik en underlig mave fornemmelsen  og derfor løb mig og min veninde oven på ved Føtex. Hun nåede at få fat i mig, og sagde "Jeg skal lige snakke med dig Sisse". Jeg gik med hende og hendes veninde ud på P-dækket, og min veninde og vores andre drenge venner, måtte blive stående derinde. Hun begyndte at true mig, og sagde, at man ikke skulle være flabet over for folk som hende i Sønderborg. Mine venner kom tættere på, og hun råbte af dem, og sagde de skulle blive væk. De træk mig længere væk fra mine venner, og bag et hjørne, hvor jeg stod selv med de to piger. Hendes veninde tog min mobil, og pigen selv, ville have mig til at smide mit dyre tøj. Jeg sagde nej, og gentog mig selv i, at hendes veninde skulle give mig min mobil igen. Jeg blev ved med at sige "gi' mig min mobil igen" og til sidst tror jeg det sagde "klik" i hendes hoved.  Hun trak en kniv frem, og satte den op til min hals. Det føltes som om, at mit hjerte lod vær med at slå i et øjeblik. Jeg hoppede en halv meter tilbage, og løb alt hvad jeg kunne tilbage til mine venner. Pigerne kom lidt til efter mig, og jeg råbte ud over hele p-dækket "Hun har en kniv!!!! Og de har taget min mobil". Pigerne gik i panik, og den ene tog kvæler tag på mig, i mens den anden pige slog mig i hovedet med en flaske. Der kom en dame, stoppede det hele og pigerne gik stille og roligt videre.
Kan huske min veninde sagde til mig "Undskyld jeg ikke gjorde noget! Ville virkelig gerne. Men fordi det præcis var HENDE truede jeg ikke ... Du ved hvordan hun er, undskyld".
Har set hende 2 gange efter ... Hver gang har det været som om, at mit hjerte stoppede med at slå, i et øjeblik. Jeg var brudt sammen hver eneste gang, og jeg er sikker på, at det ville ske hver eneste gang jeg så hende.
Her i dag fik jeg at vide, at hun er flyttet til min hjem by. Av, det gjorde ondt. Jeg er næsten sikker på, at hun ikke vil gøre mig noget, men et eller andet sted, tror jeg heller ikke, at jeg ville kunne gå igennem min egen hjemby om natten, uden at kigge mig over skulderne nu. Tror ikke jeg vil kunne tage selv ned i byen, heller ikke bare for at købe noget smør. Tror ikke, at jeg ville kunne gå ned til bussen selv nu, uden at blive fucking bange.
Jeg har et ar på hjertet, som nok aldrig vil gå væk. Og ja, jeg har nogen ting som jeg er ubeskrivelig bange for. Hun er bare en af dem ...