Frygten

Kender I det, hvor der er én ting, du bare er bange for? Måske en person? Måske en gammel oplevelse, du stadig frygter...
Nogen mennesker er bange for edderkopper, andre er måske bange for sprøjter. Nogen er bange for mørke, mens andre måske er bange for at miste.
I mit tilfælde, havde jeg en oplevelse for over 2 år siden. Jeg var i byen sammen med nogle venner - Faktisk en masse venner. Der var den her pige der gik ind i mig - Hun så meget bekendt ud for mig... Lidt tid efter, hun havde gået ind i mig, kom hun igen. Hun truede mig, sagde en masse ubehagelige ting, og påstod at det var mig der havde gået ind i hende. Men det var hende, der gik helt over i den anden side af gå gaden for at kunne gå ind i mig, som en undskyldning, for at tage fat i mig. Og DER kunne jeg genkende hende. Kunne godt se, at det var en pige, som engang havde gået på min skole. Selv dengang var hun meget efter mig. Det var rigtig mange år siden, at jeg havde set hende sidst, og forstod egentlig ikke hvad hun ville mig. Hun sagde "Ikke vær flabet, næste gang jeg ser dig, for du tæsk". Jeg vidste godt, at hun havde været ude i meget lort, men tænkte nok bare "Ja ja, tomme trusler". På samme dag, kunne mig og min veninde se at hun kom i mod os. Jeg fik en underlig mave fornemmelsen  og derfor løb mig og min veninde oven på ved Føtex. Hun nåede at få fat i mig, og sagde "Jeg skal lige snakke med dig Sisse". Jeg gik med hende og hendes veninde ud på P-dækket, og min veninde og vores andre drenge venner, måtte blive stående derinde. Hun begyndte at true mig, og sagde, at man ikke skulle være flabet over for folk som hende i Sønderborg. Mine venner kom tættere på, og hun råbte af dem, og sagde de skulle blive væk. De træk mig længere væk fra mine venner, og bag et hjørne, hvor jeg stod selv med de to piger. Hendes veninde tog min mobil, og pigen selv, ville have mig til at smide mit dyre tøj. Jeg sagde nej, og gentog mig selv i, at hendes veninde skulle give mig min mobil igen. Jeg blev ved med at sige "gi' mig min mobil igen" og til sidst tror jeg det sagde "klik" i hendes hoved.  Hun trak en kniv frem, og satte den op til min hals. Det føltes som om, at mit hjerte lod vær med at slå i et øjeblik. Jeg hoppede en halv meter tilbage, og løb alt hvad jeg kunne tilbage til mine venner. Pigerne kom lidt til efter mig, og jeg råbte ud over hele p-dækket "Hun har en kniv!!!! Og de har taget min mobil". Pigerne gik i panik, og den ene tog kvæler tag på mig, i mens den anden pige slog mig i hovedet med en flaske. Der kom en dame, stoppede det hele og pigerne gik stille og roligt videre.
Kan huske min veninde sagde til mig "Undskyld jeg ikke gjorde noget! Ville virkelig gerne. Men fordi det præcis var HENDE truede jeg ikke ... Du ved hvordan hun er, undskyld".
Har set hende 2 gange efter ... Hver gang har det været som om, at mit hjerte stoppede med at slå, i et øjeblik. Jeg var brudt sammen hver eneste gang, og jeg er sikker på, at det ville ske hver eneste gang jeg så hende.
Her i dag fik jeg at vide, at hun er flyttet til min hjem by. Av, det gjorde ondt. Jeg er næsten sikker på, at hun ikke vil gøre mig noget, men et eller andet sted, tror jeg heller ikke, at jeg ville kunne gå igennem min egen hjemby om natten, uden at kigge mig over skulderne nu. Tror ikke jeg vil kunne tage selv ned i byen, heller ikke bare for at købe noget smør. Tror ikke, at jeg ville kunne gå ned til bussen selv nu, uden at blive fucking bange.
Jeg har et ar på hjertet, som nok aldrig vil gå væk. Og ja, jeg har nogen ting som jeg er ubeskrivelig bange for. Hun er bare en af dem ...

Hvor længe kan man egentlig være sur?

Ja .. Hvor længe kan man det?
Jeg sad her sidst, og kiggede på nogle gamle billeder. Fandt et billede af en mine gamle veninder - Faktisk min gamle bedste veninde. Og med bedste, der mener jeg bedste! Kan huske, at dengang jeg ikke havde nogle veninder, startede der en ny elev på vores skole. Vi begyndte at snakke sammen, og vi havde det skide sjovt! Jeg fik min første RIGTIGE veninde i skole - og det var hende. Vi blev til en lille 4 kløver, mig, hende og 2 andre. Kan stadig huske alt det vi havde været igennem. At jeg endelig fik muligheden for at opleve en rigtig veninde. Ja, vi havde vores nedture, og ja, vi pissede da på hinanden engang i mellem, men når jeg tænker tilbage på det hele, så ved jeg faktisk ikke, om jeg ville ændre det hvis jeg kunne...
Det er nu 3 år siden, at jeg blev uvenner med hende. Det er nu 3 år siden, at jeg droppede en af mine veninder, på bekostning af et rigtig godt venskab. Ja, hun var måske ikke helt ordentlig ved os, men vi var skam heller ikke ordentlig ved hende!
Hvis jeg fik valgte mellem at kunne ændre det vi gjorde, ved jeg ikke om jeg havde gjort... På den ene side, jeg havde nok fået en veninde tilbage, som faktisk betød utrolig meget for mig... Men på den anden side, så havde jeg nok aldrig stået der hvor jeg står i dag. Jeg havde nok aldrig udviklet mig selv på den måde som jeg gjorde. Tror aldrig jeg havde fået min rigtige første kæreste, eller havde fået de venner som jeg har i dag.
Men kan man virkelig være sur i 3 år? Jeg tror at jeg nok højst kan være sure på en person i hvad? 2 uger, HØJST. Men det er så også med en god undskyldning - og som om hun ikke fik nok af dem dengang! Jeg forstår det bare ikke. Er det noget man har sat sig for? At man måske siger til sig selv "Jeg vil ALDRIG tilgive dem" - Kan man virkelig det? Jeg kan ikke se det ... 1 ting er når man bliver såret, men 1 anden ting er, at tilgive dem. Og tilgive sig selv.

En sag i mellem to piger - Eller hele verden?

Forstår virkelig ikke mennesker nu til dags.
Her i dag oplevede jeg det, at der var nogen der skulle snakke sammen.
To piger ... Omkring noget mellem dem to.
Forstår ikke, hvordan det kan gå til, at på grund af én person siger "der er bitch fight" så ved næsten alle 300 elever det på skolen, med det samme? Altså på ikke engang 20 minutter! OG alle mulige fra andre skoler i området, faktisk dukker op på den her skole, for at overvære det.
At den pige der gerne vil snakke med den anden, så ikke selv hiver fat i hende selv, men at hun så allerede har fortalt nogen af hende "venner" at hun gerne vil snakke med hende omkring tingende, så fordi hun ikke rigtig giver udtryk for, at hun faktisk tør hive fat i hende, så hiver nogen af hendes "venner" fat i den anden piges "veninder" og siger, at hun skal sørger for, at hun dukker op der på det tidspunkt, fordi de gerne vil have at den her "bitch fight" skal blive til noget. Men det, at de siger til hendes veninde, at hun ikke må fortælle hvem der vil snakke med hende, eller hvad det handler om, men kun at der er en der gerne vil snakke med hende.
Når pigen så er dukket på det her sted, sammen med den "veninde" som skulle hive hende her hen, så kommer en hel flok af mennesker, og de sætter sig på stole, sidder sig klar og bare venter på der skal ske noget, og den her pige ved bare ikke hvad der skal ske. Men hun kunne selvfølgelig godt mærke, at der var noget galt, når de sidder og siger "det her bliver bedre end TV" og at der faktisk er nogen som bare have OVERVEJET at filme lortet?
 Pigen går så, før pigen der gerne ville snakke med hende dukker op, fordi hun godt kan mærke, at det er noget underligt noget der forgår der og hun egentlig har en masse ting hun skal nå, så hun ikke har tid til det pjat.
Hun får så og vide, hvad det hele handler om, når hun var gået. Og den her pige synes at det er så inderligt latterligt. Hvis man gerne vil snakke med en person, for at løse nogle problemer burde man da selv kunne gå hen til personen og sige "Hey! Kan vi ikke lige snakke sammen?" Og så gå et privat sted hen, så de kan løse de problemer der nu er? Men at man ikke engang selv kan hive fat i mennesker længere, og at der skal stå en række af mennesker og som bare ville gøre situationen meget være end den egentlig er?
Jeg synes, at det er så latterligt, at nogen af de mennesker, som faktisk står og vil have de her to piger til at slås, faktisk er nogen deres "fælles venner". Vi ved jo alle sammen, at der er en af de 2 piger der står der, som bliver såret. Vi ved jo alle sammen, at der er en af dem der taber kampen, og bliver gjort til grin.
Men at man vil trække ens veninder igennem sådan noget, forstår jeg overhovedet ikke!
Jeg ville på ingen måde, trække en af mine veninder igennem det. Jo, det er da altid sjovt at få det hele med, og selvfølgelig skal man da vide hvad der sker rundt omkring, men ens VEN? Jeg forstår det virkelig ikke. Og hvis der så havde været "bitch fight" foran alle de her mennesker, og en af pigerne var begyndt at græde, fordi de følte sig presset eller trængt op i en kro, da der står en masse mennesker og griner, eller blander sig i deres sag. Og prøv lig at forstil jer, at en af deres "venner" som havde stået og grint og været med til at bringe hele bitch fighten op og køre, kommer over til en bagefter og siger - "Jeg har ondt af dig" "Jeg holder med dig" "Jeg vil altid være her for dig" ? Sikke dog nogle kamerater man har nu til dags. Et eller andet sted, så er det jo så svinsk som noget kan være. At man netop gerne vil se ens veninde blive såret, på bekostning af et godt grin? Nej, hvor er det synd! Forstår virkelig intet. Er det ikke meningen at, man skal være der for ens venner??? Er det ikke meningen, at man gerne vil have at de har det godt, og støtter op omkring tingene?
Synes virkelig, at der er nogen som skal til at tage os lidt sammen. At ens liv virkelig er så kedeligt, at nogen faktisk prøver og gøre det hele eller bare i det hele taget SIG SELV mere interessent ved at opfører sig på den måde? At nogen mennesker virkelig er så egoistiske, at man sætter andre i et dårligt lys for at vise "Ja se på mig! Jeg ved jo alting." Når man i princippet ikke ved noget? Den ene pige vil jo have hendes historie, og den anden vil jo have en helt anden mening omkring oplevelsen! Men at lave rygter og pis og lort, synes jeg virkelig ikke er en smart ting og gøre, når man et eller andet sted, ikke har en skid med noget af det hele og gøre...
At 1 spørgsmål på forspring kan piske sådan en stemning op. At så mange mennesker pludselig skal blande sig på grund af 1 spørgsmål? Nej, nej, nej - Hvad er det for en verden vi lever I!? At folk kommer fra andre skoler for at overværre det hele og at alle "ved" at der er nogen der skal "op og slås" på grund af sådan noget - Hold da kæft, det er overdrevet.
At 2 piger ikke kan løse deres egne problemer under to øjne nu om dage, forstår jeg ikke.

Er kærlighed virkelig et spørgsmål om kærlighed?

Jeg sad og chattede med en af mine veninder her i dag (har været syg, øvøv), hun gav udtryk for, at en af vores bekendte veninder, ikke burde være ked af, at hendes kæreste havde slået op med hende, fordi at de ikke havde været sammen i så lang tid. Det synes jeg var en utrolig latterlig holdning at have. Selvfølgelig har hun lov til at være ked af det, hvis hun nu havde kæmpet rigtig meget for den dreng, eller fordi at hun havde forventet, at de kunne blive sammen noget længere tid. Selvfølgelig kan jeg godt se, at det ser useriøst ud, når man kun har været sammen i én uge, eller noget i den stil, men det er da altid noget, at man finder ud af, at man ikke passer sammen, inden man indser 6 måneder senere "Hov, jeg kan squ ikke lide ham alligevel". Selvfølgelig er tid og det man bygger op sammen, en stor del af kærlighed, men jeg synes bare ikke personligt, at man behøver at elske en  person mindre, bare fordi at man ikke har været sammen med dem i 3 år. 

En helt igennem perfekt sommer!

Hej alle dejlige mennesker derude! Jeg havde lige lyst til at begynde at blogge lidt igen, da det er ved at være riiiiigtig lang tid siden. Og vil starte med at fortælle om min ferie. Har haft den fedeste sommerferie nogen sinde! Ud over det dårlige vejr og at jeg kun har været i Danmark igår, så har det været det fedeste. Først var jeg i sommerhus med 3 skønne piger, og havde 3 fede fester der. Så er der 2 piger der har været den største del af min sommer ... Anne Vibe og Emma Petra. De har virkelig gjort det hele perfekt på hver deres måde! Kommer til at savne Anne utrolig meget, når hun smutter på efterskole nu her, og ser frem til at skulle gå på skole med Emma. Og så da jeg fik afvide af Ann igår, at hun ikke skulle på efterskole alligevel og faktisk har valgt, at starte på den samme skole som mig, kan jeg ikke andet end at være glad!!! Så har jeg været til de dejligste fester i ferien, og er ret sikker på, at det bliver svært, at starte i skole igen ... Hvis mit hoved kan holde til det, hahah. Venner, veninder, fester, ringridning, nye venskaber, sommerhus, stranden, sommer, sol og min fødselsdag! Havde den bedste!!!! Men nu hvor jeg har været sammen med nogen HVER dag i hele ferien, og ikke rigtig er van til at sove alene mere, vil jeg snart ligge mig i seng, og se frem til imorgen, hvor jeg skal over til Emma og vi skal gøre os klar til Tirsdag, hvor vi starter på 10'ende sammen.

- Jeg håber at alle har haft en skøn sommerferie og til alle dem der starter på efterskole vil jeg bare sige ... At I skal nyde det, det hele. Det skal nok blive en fantastisk oplevelse og tro mig! Det kommer til at gå hurtigt, så nyd det nu. Ville ønske det var mig igen ... :i

Friendship ♥

 fik lige lyst til at dele nogle af de bedste og mest fantastiske mennesker.